Pergolamarkise JM-P60 - vedligeholdelse
En markise skal løbende vedligeholdes og rengøres, for at sikre en så lang levetid som muligt.
Vi anbefaler derfor et årligt serviceeftersyn, hvor vi bl.a. gennemgår markisens forskellige dele og justerer markisen.
Herudover anbefaler vi, at stellet jævnligt bliver rengjort og man en gang årligt sikrer, at skruer og bolte er fastskruede.
Generel brug
En markise er først og fremmest en solafskærmning. Ved kraftig vind, ved regn eller snefald bør markisen derfor altid rulles ind.
Pergolamarkisen kan dog benyttes i regnvejr, hvis der er enten er valgt udstansede huller i dugen, eller den har en justerbar søjle.
Hvis markisen køres ind med en våd dug, skal den igen hurtigst muligt køres ud, så dugen kan tørre.
Vær opmærksom på, at der ikke må ligge vand oven på dugen. Vægten får stoffet til at udvide sig, så dugen kommer til at hænge og efterfølgende ikke kan strammes op.
Hvis markisen bruges om vinteren, bør man altid være opmærksom på, at dugen kan fryse sammen. Hvis dugen eksempelvis bliver kørt ind i våd tilstand, og det fryser kraftigt om natten, vil det resultere i en tilfrosset dug, der let går i stykker, hvis man forsøger at køre den ud.
Rengøring af dug
Start med at rulle markisen helt ud. Brug nu en stiv børste til at fjerne eventuelle pletter. Pletter, der ikke kommer af ved børstning, kan vaskes med lunt sulfovand (maks. 40 grader) og skylles efter med koldt vand.
Der bør ikke anvendes andre rengøringsmidler, da disse fjerner imprægneringen, så dugen ikke længere er smudsafvisende.
Dugen skal være tør, inden den rulles ind igen.
Hvis dugen trænger til en udskiftning, tilbyder vi et bredt udvalg af forskellige farver og dessiner.
Rengøring af stel
Vi anbefaler, at stellet rengøres ca. hvert halve år. Udsatte komponenter som forstang og arme bør dog rengøres ca. hver anden måned. Brug rengøringsmidler uden slibeeffekt og opløsningsmidler til at fjerne almindeligt snavs.
På pulvermalede flader kan tusch/graffiti fjernes med renset benzin, terpentin eller i vanskelige tilfælde med metyl-etyl-keton (MEK)*. Afrensningen efterfølges af voksbehandling med almindelige autoplejemidler.
*Ved brug af metyl-etyl-keton (MEK), må der ikke gnides mere end 4-5 gange.
Motor
Motoren kræver ingen vedligeholdelse. Lyder motoren "underlig", skal markisen køres ind med det samme og yderligere kørsel stoppes. Det kan være tegn på, at motoren er ved at være defekt og bør udskiftes.